Prædiken, Bededag, 4. fredag efter påske – af teolog i Natkirken Lise Marie Ranum

Hvad er det sørgeligste syn? Er det synet af den, der har begået den mest fatale fejl, har bedraget og er blevet bedraget noget så grusomt og nu ligger begravet under dynen og græder snot og er helt sikker på, at han eller hun aldrig, aldrig nogensinde igen vil få kræfter til at konfrontere den verden, der bød på så infamt et dødsstød? Eller er det synet af den, der efter et langt liv selvtilfreds klapper sig selv på skulderen, fordi det er lykkedes ham eller hende at liste gennem livet uden én eneste kærlighedssorg, uden at få én eneste mavepuster og ét eneste blåt øje, uden nogensinde at ha’ grædt mascaraen helt ned i mundvigen, uden nogensinde at ha’ trådt ved siden af?