Skovens netværk: Træerne kommunikerer gennem svampenes usynlige forbindelser

Season 2, Episode 15,   Oct 18, 04:00 AM

I gamle dage sagde man, at alt, hvad der står stille, er planter, og alt, hvad der bevæger sig, er dyr. Så simpelt opdelte man naturen i plante- og dyreriget. Men naturen er sjældent så sort/hvid. Svampe har nemlig vist at være en kategori for sig. Det skyldes flere ting. Blandt andet at svampe vokser og formerer sig anderledes end både dyr og planter, og modsat planter så indeholder svampe ketin, som også findes i skelettet hos insekter og krebsdyr. 

Når du plukker en svamp fra jorden, er det faktisk ikke hele svampen du får, selvom det kan se sådan ud. Det, du plukker, er blot frugtlegemet – det svarer til at plukke et æble fra et æbletræ. Den del af svampen, der stikker op af jorden, er kun en lille del af et stort netværk af underjordiske celletråde, kaldet hyfer, som forbinder svampen med resten af skoven. 

Gennem hyferne kan de vikle sig ind i træernes rødder og få gavn af deres evne til at lave fotosyntese. Til gengæld forsyner svampene træerne med vand og næringssalte. Derudover kan skovens planter faktisk kommunikere med hinanden via svampens celletråde. Derfor kan svampe ses som en slags LAN-kabel, der forbinder skovens planter og træer med hinanden og er afgørende for skovens velvære og overlevelse. 

På denne plantejagt er kornet rettet mod skovens svampe, mere specifikt Karl Johan-svampen. En stor, fyldig svamp, som ligner en krydderbolle på oversiden med en tyk, solid stok og rør på undersiden. 

Medvirkende: 
  • Jan Kjærgaard, naturvejleder ved Naturstyrelsen Søhøjlandet
  • Hanne Nina Rasmussen, lektor emeritus, Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning, Københavns Universitet 

Følg Plantejagten på Instagram, hvor du kan se billeder af Karl Johan-svampen og følg med i Emma og NC’s ture rundt i Danmark.

Research og tilrettelæggelse: Emma Aller og Niels Christian Sanden
Producer: Magnus R. Wallbohm
Redaktør: Benjamin D’Souza
Redaktionschef: Malene Plank Sommer
Musik: Frithjof Toksvig