Mød kvinden bag Skrydstrupkvinden

Season 1, Episode 13,   Apr 21, 2017, 12:38 PM

Videnskab.dk kunne vi for nyligt afsløre, at Skrydstrupkvinden var indvandrer. Karin Margarita Frei, der er professor i arkæometri på Nationalmuseet, er hende, der lavede de afslørende analyser af Skrydstrupkvindens tænder og hår, som viste at kvinden fra bronzealderen var vokset op udenfor Danmark. Det var også Karin Margarita Frei, der to år tidligere viste, at Egtvedpigen også var indvandrer. I denne uges podcast får du mulighed for at møde Nationalmuseets første kvindelige professor, som står bag de to skelsættende opdagelser.

Skal man komme is på skader? Hvis vi får et spark over skinnebenet til fodbold, falder på rulleskøjter eller bare får en bule i panden, mens vi kigger dybt efter noget lækkert i køkkenskabet, så hører vi tit det samme råd - kom is på. Men en af Videnskab.dk’s læsere er stødt på en artikel på nettet, der påstår, at isposen faktisk ikke hjælper, tværtimod skulle den stoppe de celler, der vil reparere skaden.

»Det er så langt fra min børnelærdom, at jeg er nødt til at vide, om det holder vand,« skriver vores læser Niels Randrup-Thomsen til Spørg Videnskaben.

I ugens podcast kan du høre nærmere om, om is rent faktisk er gavnligt for en skade, hvor forskerne også giver deres bud på, hvad man ellers kan gøre.

Medvirkende:

  • Karin Margarita Frei, forskningsprofessor i arkæometri (Nationalmuseet)
  • Journalist Anne Ringgaard (Videnskab.dk)

Vært og producent: Jais Baggestrøm Koch
Musik: Jais Baggestrøm Koch