Miljøkriminalitet: Den grønne omstillings mørke slagside

Season 4, Episode 76,   Jan 24, 2022, 09:00 AM

Der er enighed om, at den grønne omstilling på sigt skal udfase miljøskadende teknologier og sikre, at vi som samfund bevæger os i en mere bæredygtig retning. 

Men alt imens de teknologiske produkter og innovative løsninger skaber ren luft og grønne løsninger i lande som Danmark, kaster den grønne omstilling i nogle tilfælde sorte skyer over andre lande.

Et nyt forskningsprojekt undersøger fænomenet miljøkriminalitet og stiller skarpt på, hvordan vores forsøg på at bedre miljøet undermineres af kræfter, der tjener stort på forurening og udnyttelse af de selvsamme løsninger. 

Det er nemlig undervejs i rejsen til grøn teknologi, at blandt andet minedrift og irregulær udvinding af metaller til brug i de miljøvenlige løsninger slår skår i den ellers grønne fortælling. 

Det gælder for eksempel udvinding af lithium til brug i batterier.

Forskningsprojektet følger først og fremmest mineralernes bevægelse fra oprindelsesland, i dette tilfælde Ghana, hele vejen frem til det færdige produkt, som det ser ud i et land som Danmark.  

I dette afsnit af podcasten Vov at Vide dykker vi sammen med antropolog Henrik Erdman Vigh ned i miljøkriminalitet og det igangværende forskningsprojekt, som han står i spidsen for. 

 Problemet opstår ikke kun, når store selskaber udvinder mineraler under kritisable og milijøskadende forhold, og mineralerne efterfølgende ender i produkter i Danmark. 

For når vi i lande som Danmark er færdige med elektronikken, smider vi det ud, hvorefter det sendes til genbrug. Her ender elektronikaffaldet som oftest tilbage i lande som Ghana på store, uregulerede lossepladser, hvor elektronikken brændes af. 

Miljøkriminalitet har på kort tid vokset sig til at være en af de mest profitable former for organiseret kriminalitet, men vi kender fortsat meget lidt til de sociale, politiske og legale dynamikker, der understøtter fænomenet. 

Målet med forskningsprojektet er at udbedre den manglende viden og etablere et knudepunkt for den danske miljøkrimiologiske forskning.

Medvirkende: 
  • Henrik Erdman Vigh, professor, Institut for Antropologi, Københavns Universitet
  • Peer Schouten, Seniorforsker, Fred og vold, DIIS

Produceret af: Jeppe Aamand Øvig

Musik: Jais Baggestrøm Koch